Et akut hul i Grønlands statskasse er måske blot et forvarsel: »De har ikke mange skruer at skrue på«

Vandrehistorier har det med at blive bedre med tiden. Også dem fra Grønland. Som nu historierne om unge, midaldrende og gamle, der styrter ud af klasselokaler, kontorer og plejehjem, når rygterne om, at der er fisk eller hvaler i fjorden, når frem til dem. I Grønland er det ikke bare historier fra gamle dage. I stedet fortæller de en nærmest altafgørende historie om et land, hvor fisk fylder uendelig meget. I den offentlige samtale. Ved middagsbordene. Og ikke mindst i den offentlige kasse, hvor indtægterne fra fisk bidrager med omkring halvdelen af budgetterne og i 2023 stod for mere end 90 procent af Grønlands eksportindtægter. Lige nu kigger den nyvalgte grønlandske regering ned i en statskasse, som har et hul. Og det bliver kun større. Det har efterladt en voldsom opgave for den dugfriske regering. Den skal lukke hullerne nu. Men det skal ske samtidig med, at landets reelle udfordringer håndteres. Opgaven er nærmest voldsom, advarer eksperterne. Et overraskende hul Midt på sommeren landede beskeden om, at landskassen venter et minus på 347 millioner i år og i øvrigt tabte 257 millioner kroner året før. Det var markante afvigelser fra, hvad regeringen havde forudset. Det er et stort problem her og nu. Men ikke som sådan akut. Fra regeringen lyder forklaringen, at man har måttet putte ekstra penge i to selskaber ejet af selvstyret. Det er for så vidt korrekt, men det ændrer ikke den underliggende udvikling for de grønlandske finanser. Og den rigtig grimme del af historien er, at underskuddet ser ud til at ville gentage sig. Hvor længe, er det svært at forudsige. »Jeg ser en grønlandsk økonomi, hvor advarselslamperne har lyst rødt i et stykke tid. Nu lyser de mørkere rødt, og der er behov for, at der gribes ind. Jeg vil ikke kalde det en akut krise, men der er behov for nogle klare reaktioner fra den nye regering,« lyder det fra formanden for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen. Om den nye grønlandske regering tager situationen alvorligt, får vi først svar på i løbet af august. Den korte besked fra Múte B. Egede, der er ansvarlig for finanserne i Naalakkersuisut, er, at man gennemgår de offentlige udgifter med en tættekam og lede efter effektiviseringer, men ikke vil røre ved noget, der har med borgernes velfærd at gøre. Men det første reelle bud på regeringens vilje, og evne, til at gennemføre omfattende tiltag får vi først, når næste års finanslov fremlægges, og ifølge Berlingske oplysninger vil den indeholde et nyt forventet underskud i de offentlige finanser, der i hvert fald er på størrelse med det fra 2025. Det er en alvorlig virkelighed på den korte bane. Men det kan let blive meget værre. For eksperterne har mere end svært ved at se, hvordan Grønlands regering kan vende udviklingen. »Groft sagt er det konjunkturerne i fiskeribranchen, der bestemmer alt. Stiger priserne igen på rejer og hellefisk, så forsvinder udfordringen med økonomien her og nu. Men den virkelige udfordring er, at man står på en platform, der ulmer – ikke brænder. Mens vi i Danmark måske taler om selvstændighed og dårlig økonomi, så går grønlænderne meget mere op i velfærden og dårlige skoler og at føle sig forladt ude i bygderne, hvor fiskeeventyret føles langt væk,« lyder analysen fra Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker på DIIS og følger Grønland uhyre tæt. Så de grønlandske politikere står med flere udfordringer. Måske ikke mindst, hvordan de holder borgerne glade, samtidig med at de gennemfører de nødvendige reformer. Løsningerne står ikke i kø. Fisk, fisk og atter fisk Udbuddet af fisk, sæl- og hvalkød samt vildt fra Nuuks bagland er aldeles overdådigt på det, der i Nuuk kaldes 'Brættet'. Det lokale handelssted for fangsterne fra småfangerne. Rødfisk, torsk, moskus og selvfølgelig hellefisk sælges til priser, der er som en drøm for en dansk gæst, der er vant til at handle dyrt ind i Københavns fiskebutikker. Problemet for Grønland er, at priserne på fisk på metaldiskene i Nuuk på sin vis kan mærkes direkte inde på kontorerne i regeringshøjhuset få hundrede meter derfra. For går det godt med fiskeriet, og er verdensmarkedspriserne høje, så har politikerne mere at rutte med, når pengene skal deles ud. Desværre er det omvendte tilfældet, og det rammer Grønlands økonomi netop nu. »Her og nu er grønlandsk økonomi ramt af, at reje- og hellefiskpriserne ikke stiger, som vi har set de seneste år. De har medvirket til, at økonomien har set god ud. Samtidig ser det ud til, at bestandene og dermed kvoterne bliver mindre, og det er voldsomt i et land, der er så afhængig af ét erhverv,« siger Torben M. Andersen. Den tidligere danske overvismand rådgiver nu den grønlandske regering om de store økonomiske bevægelser – og konsekvenserne for landet. Her og nu er fisk og bloktilskuddet på små fem milliarder kroner fra Danmark altafgørende for, at Grønland kan drive et velfærdssamfund. Men det nyopdagede underskud i statskassen i 2025 og udsigten til, at det kan blive større de kommende år, viser, at sådan kan det ikke fortsætte for Grønland. Og da slet ikke, hvis man vil bevæge sig mod selvstændighed fra Danmark. »Grønlands reelle problemer ligger ikke på den korte bane, men snarere om fem til ti år. Så vil landet stå midt i et demografisk skred, hvor antallet af pensionister stiger, og man i endnu højere grad vil mangle hænder. Det vil skabe et pres på de offentlige udgifter og indtægter, som kan blive alvorligt,« lyder vurderingen fra Søren Bjerregaard, chef for værdipapir og betalingsbalance i Nationalbanken, hvor han følger udviklingen i Grønlands økonomi tæt. Tidligere i år stod han således bag Nationalbankens analyse om Grønlands økonomi – og konklusionerne var alt andet end opløftende for landet. Den korte version var, at væksten i Grønlands økonomi var aftagende efter flere år med fremgang. Fiskeriet bremser op, både i form af lavere prisstigninger, og fordi rejebestanden bliver mindre, og afhængigheden af import af udenlandsk arbejdskraft bliver større og større. Og så ser Grønland ind i en befolkning, hvor der bliver flere ældre og flere, der migrerer til Danmark. »Der tegner sig en udvikling, hvor man de seneste år har set finanslove, der blev mere lempelige, end man havde lagt op til i finanslovforslagene. Det har resulteret i offentlige udgifter, der er vokset mere end forventet og har resulteret i for stor vækst i udgifterne,« lyder analysen fra Søren Bjerregaard. Alt det skal der rettes op på. Men sandheden er også, at Grønland har brug for tid, og hjælp udefra, hvis man skal kunne gennemføre de reformer, der fremhæves som det altafgørende mantra. Og let bliver det ikke. Reformer nu – ellers truer fremtiden Der bor omkring 57.000 i Grønland. Og der bliver hele tiden færre. Fødselstallet matcher ikke antallet af dødsfald og da slet ikke dem, der flytter fra landet. Tal fra Grønlands Statistik viser, at i hvert af de sidste 30 år har landet i snit mistet 367 indbyggere, der har valgt at flytte til udlandet, først og fremmest Danmark. Og prognoserne taler om, at Grønland vil miste omkring en femtedel af befolkningen inden 2049. Dét er et af Grønlands store problemer. Og det er medvirkende til, at eksperter og økonomer forudser store udfordringer for landet, næsten uanset hvad politikerne gør. Men én ting, der skal gennemføres, er reformer. Flere af slagsen. Store af slagsen. Og det er en udfordring i et land, hvor ordet 'reform' ofte bruges i flæng, men sjældent har haft det nødvendige indhold. Og det er da også en af bekymringerne hos flere eksperter, der følger Grønlands økonomiske udvikling tæt. At reformerne bliver forsinkede. For små. Og måske uden reelt indhold. Spørgsmålet er, hvor den grønlandske regering skal begynde? Der er udfordringerne på den korte bane, men hvad står først, når man skal se på langsigtede reformer? »Der er behov for dybe og strukturelle reformer af Grønlands økonomi. Jeg ser arbejdet med at hæve uddannelsesniveauet som det vigtigste. Vil man gøre sig mindre afhængig af fiskeriet og brede erhvervsstrukturen ud, så kræver det, at flere unge får en kompetencegivende uddannelse,« siger Søren Bjerregaard, der slår fast, at det er et arbejde, der vil tage mange år, men er afgørende for Grønlands fremtidige udvikling. Samme besked lyder fra formanden for Grønlands økonomiske råd. »Vi har set en reformplan fra regeringen. Den er både nøgtern og viser en vej. Den kortlægger udfordringerne, som Grønland står overfor. Men det afgørende er, at reformerne realiseres, at de føres ud i livet. Det er fair, at den nye regering har skullet have tid, efter at den blev valgt. Men nu er der behov for handling, »lyder det fra Torben M. Andersen. Så konklusionen omkring reformbehovet er egentlig enkel. Uddannelsesniveauet skal hæves. Flere unge skal sendes gennem skolesystemet og have en videregående uddannelse. Det skal stå øverst på dagsordenen, hvis Grønland på sigt skal etablere en egentlig bæredygtig økonomi. Men det kan ikke ske uden hjælp. For eksempel i form af pludselige og overraskende nye indtægter, som mange drømmer om skal komme fra minedrift og turismen. I virkelighedens verden er det dog mere sandsynligt, at Grønland igen må se mod Danmark, hvis man skal tage nye store ryk. En hånd fra Danmark? Der er ikke tvivl om, at Danmark er villig til at gå langt for at understøtte Grønland – og skabe en mere bæredygtig fremtid for landet. Berlingske erfarer, at man diskuterer etablering af en slags fondskonstruktion, hvor Danmark kan bidrage til renovering af den nedslidte boligmasse i Grønland, yderligere støtte til energiprojekter samt en model, hvor Danmark tager regningen for grønlandske patienter, der sendes til Danmark. Men der er grænser for, hvad man kan sige og gøre. Det handler om følelser. Grønlandske følelser. For selvom det efter alt at dømme ender med ny omfattende dansk hjælp til Grønland, er der samtidig en politisk virkelighed, den nye regering skal håndtere. For tilbyder Danmark for åbenlys og direkte støtte, og siger Naalakkersuisut ja, så vil det blive udlagt som et knæfald for Danmark og give ny ammunition til selvstændighedskræfterne. »Vi ser en dansk regering, der tydeligt har udtrykt, at den er velvillig og klar til at se på nye modeller for økonomien og se på låget over størrelsen på bloktilskuddet, og som gerne bidrager med finansiering og anden hjælp. Men en eventuel dansk hjælp skal koreograferes på en måde, så der først er en grønlandsk proces, så man kan sige, at det er styret fra Nuuk,« siger Ulrik Pram Gad, seniorforsker på DIIS. Det ændrer bare ikke på, at der skal ske noget i Grønland, og at landet ikke selv kan løse de langsigtede udfordringer. »Som udefrakommende skal man være påpasselige med at komme med præcise anvisninger for, hvad Grønland bør gøre. Det finder grønlænderne bedst selv svarene på – og vi ser, at der er opmærksomhed på udfordringerne, både på den korte og lange bane. Men det er vigtigt at slå fast, at det er en bunden opgave for de grønlandske politikere: Der skal gennemføres reformer,« lyder konklusionen fra Nationalbankens Søren Bjerregaard. https://www.berlingske.dk/indland/et-akut-hul-i-groenlands-statskasse-er-maaske-blot-et-forvarsel-de-har